Lange trætte tasker

9. januar 2019 0 Af Helle

Jeg har været i gang i mindre end en måned, så måske er det tiden til at vende tilbage til det, det hele startede med. Nemlig brysterne. Ikke mindst fordi X Factor er startet – åbenbart. Det skal siges at jeg ikke ser det, altså X Factor. Men… da X Factor startede i lørdags var der åbenbart en 17 årig, som gik på scenen i en bluse – og gud forbarme mig: INGEN BH. Hvordan ved jeg det, hvis ikke jeg ser det? Fordi Maria Fantino fra DR P3s Curlingklubben havde den smukkeste monolog i gårsdagens program. Den kan ses her:

Alle bryster er gode bryster | Curlingklubben | DR P3

Det er simpelthen for lavt at udskamme en 17-årig pige, bare fordi hun ikke har bh på til en X Factor-audition…

Slået op af P3 – DR i Tirsdag den 8. januar 2019

Det er langt fra alt Maria Fantino og jeg er enige om – men denne gang er hun krystalklar og tager fat om samme nælde som fik mig til at starte den her blog. Altså den kollektive tanke om at kvinder skal iføre sig bh’er for andres skyld og hvis de ikke gør, så er det ok at svine dem til online. Når voksne mennesker kan finde på at skrive så grimme ting om en 17-årigs bryster, så er det på tide at der er flere, der smider bh’en. Hvis den kollektive tanke er så tæt på at være fuldbragt og udmønter sig i at kvindekroppe skal være identiske og udstyret med Barbiedukke-bryster, skamlæber i vatter og blegede numsehuller, så bliver jeg nudist… eller bliver hende, der er topløs på stranden til sommer. 

Der er plads til meget mere frisind i det her samfund, plads til mange flere frie gennemsnitlige kroppe, plads til at alt ikke er pænt og poleret, plads til de flade, struttende, lange, skæve, store og små bryster. Plads til at holde af sine strækmærker på lårene, lidt for løse maveskind, næsen, ørerne, fødderne. Plads til at vi taler pænt om vores egen og ikke mindst andres kroppe. 

Hella Joof har lavet 10 bud til de danske kvinder – jeg holder af dem alle, men særligt nummer 9 bliver vigtig når vi bodyshamer en 17-årigs bryster og Maria Fantino brøler;

“Glæd dig over alt det, der er dig. Din krop, din sjæl, din højde, din vægt. Du er præcis, som du skal være. En sjæl i en krop. Kroppen skal du passe på, så sjælen har et godt sted at bo. Du må ikke tale grimt til og om din krop. Så bliver den ked af det, og så strammer den om sjælen”Helle Joof.

https://www.alt.dk/artikler/hella-joof-tilgiv-dine-foraldre-de-gjorde-det-sa-godt-de-kunne

Så hvis vi skal tale pænt om vores egen krop for at sjælen ikke strammer, så skal vi i den grad også tale pænt om andres. Vi kan ikke være bekendt at få andres sjæle til at stramme.

Apropos sjæle der strammer – vi nærmer os midten af januar, tidspunktet hvor min vinterblues plejer at toppe. Men i år har jeg det godt. Måske har jeg knækket min personlige kode, men mere om det senere.