En lille krøllet

-Intermezzo-

Det hænder af og til at jeg får at vide at jeg kan huske og ved de mærkeligste ting. Det har fået mig til at tænke mere over de mærkelige ting, jeg kan huske. Så dette indlæg handler hverken om bryster eller om ungerne eller noget andet specielt emne, det er mere min egen hjerne på slap line (og ih guder, den er slap). Sommetider har jeg det som om der er 3-4 spor åbent i mine hjerne, som indeholder hvert sit emne og min associationsrække er derfor nogle gange noget springende. Bær over med mig…

Forleden var jeg i Fyns Antikvariat og da jeg kom derind duftede der præcis som i det gamle antikvariat, som i 1990’erne lå i Kongensgade. Det satte gang i en tankerække hvor jeg kunne høre min gamle folkeskoleveninde sige AntikvariAt med samme tryk på det sidste A som i Anderledes. Dette pga. hendes tyske modersmål. Tanken om Kongensgade ledte tankerne hen på det lille franske bageri som også lå i Kongensgade i 1990’erne, Le petit boulangerie française, hvor man kunne købe pain au chocolat længe inden bake off blev en landeplage. 

Tanken om mad ledte hen på det bagværk jeg spiste i London med skolen i 1999, med kyllingefyld, som er den bedste jeg nogensinde har fået. Det var samme dag som vi var i Greenwich og så den 0. længdegrad. Er rimelig sikker på at jeg brændte min tunge på den. Altså bagværket – ikke længdegraden.

Tilbage i antikvariatet fandt jeg John Irwings ”Æblemostreglementet” som jeg læste for gud ved hvor mange år siden. Samtidig kunne jeg høre Michael Caines stemme fra filmen ”In other parts of the world…” Og de følelser der fulgt med da Homer Wells fandt sin plads i verden. 

For ikke så længe siden fandt jeg et nummer på Spotify som jeg ikke havde hørt længe. Somewhere over the Rainbow af Israel Kamakawiwo’ole. Det er på ingen måde originalversionen, men jeg kan fortælle præcis hvilket afsnit af Skadestuen den blev spillet i, hvem der døde i serien og præcis hvordan jeg følte det.

Det der hænger lettest ved – ud over smag og duft, som vist egentlig er ret almindeligt og nogle af de stærkest mindefremkaldere, er ord. Jeg har fået at vide at jeg kan ”noget” med ord. Men ord kan også noget med mig – især ord som ”smager” godt eller ligger godt i munden, uanset på hvilket sprog. Derfor er der lagret de underligste vendinger og der kommer indimellem de skæveste ting ud af min mund. Vendinger som ”qu’est-ce qui se passe” (Fransk for: ”hvad sker der”), plakatieren verboten (tysk for: opsætning af plakater forbudt), stronza (italiensk for: spydig eller bitch), xeno (græsk for: fremmed) eller samohod (polsk for: bil) ligger alle sammen godt i munden. Og de er samlet op alle mulige steder og gemt både som en fysisk hukommelse (altså i tungerul og mundudformning) og med deres betydning. Den polske landsby Góra Motyczna ligger fantastisk i munden, men er fuldstændig ubrugelig til andet end at huske hvor jeg har været for mere end 6 år siden… Omvendt er der ord som er ganske forfærdelige. Ordet cremet er fysisk ubehageligt for mig. Især hvis der er for meget rrr-lyd på – bvadr… det er lige så det giver kvalme.

Så når jeg en sjældent gang bliver fjern i blikket, stener og skifter emne uden rød tråd eller der kommer ord ud som måske/måske ikke passer ind i samtalen eller sproget, er det ikke fordi samtalen keder mig. Min hjerne har bare lavet et spring ind på et andet spor eller lavet en associationsrække, som måske (for det meste) ikke er helt logisk. 

Der nærmer sig et indlæg om vinterblues – indtil da er her kun et billede af den forsvindende gletcher og den manglende vinter.