En syg kultur

Jeg har været stille i noget tid – jeg ved det godt. Og jeg havde egentlig planer om, at næste indlæg skulle handle om vinterdepressioner og efterfødselsreaktioner. Ordene er der – men den totale deroute som plejer at komme i januar udeblev – humøret er for godt. En anden overvejelse var at holde bloggen fri for sundhedsvæsen og sygepleje. Erkendelsen er blevet, at den del af mig er så stor og fylder i perioder så meget, at det vil være unaturligt at det flyder over her også.

Jeg vil lige starte med at spole tiden 11 år tilbage til min tid i gerontopsykiatrisk (psykiatrisk for ældre mennesker) afdeling i Middelfart. I sin tid var der en patient, som fik en psykose og derfor troede at jeg havde stjålet fra ham. Jeg stod i afdelingens køkken, som bestod af en smal tange med 2 flugtmuligheder – den ene blokerede han og den anden ville have været hen over køkkenbordet. Hans psykose råbte af mig, hans øjne var fuldstændig sorte og det verbale angreb var fuldstændig uden forvarsel. Conny, min skønne kollega, opfangede fra kontoret, hvad der foregik. Hun fløj ud og afledte patienten med tilbuddet om en smøg. Situationen afværget. 30 min senere havde jeg indberettet en arbejdsskade, dagen efter var der supervision, ugerne efter blev der spurgt ind til og samlet op på mig. Det er én kultur i sundhedsvæsenet – hvor psykiatrien, i hvert fald dengang, havde erkendelsen af at arbejdet med mennesker, gør noget ved mennesker.

Hvorfor kommer jeg til at tænke på den episode? Fordi siden dengang har jeg været 9 år på børneintensiv med få afbræk. I den tid har patienter nevet mig, jeg er blevet slået ud efter og råbt af, af både patienter og pårørende. Jeg har givet hjertemassage til babyer og til ældre mennesker, hvor første tryk siger “kvas” og brystkassen aldrig hæver sig helt så meget inden tryk nummer 2. Jeg har holdt døende mennesker i hånden som har behandlet sine nærmeste så dårligt i livet, at de nærmeste ikke ønsker forsoningen i de sidste timer. Jeg har gjort babyer, børn, teenagere, unge og gamle i stand efter døden indtraf, vasket blodet ud af håret, forsøgt at gøre dem genkendelige i den ugenkendelige død. Jeg har lukket vinduer op og lukket sjæle ud, snakket med og sunget for den døde.

Jeg har holdt familier i hånden, når sorgen rammer som en tsunami, som truer med at rive dem og mig med ned i det bundløse hul. Jeg har grædt med dem på stuen, på kontoret, i omklædningen og herhjemme når sorgen er for stor til at bære indeni.

Antallet af arbejdsskader jeg har indberettet siden 2009? 0. Antallet af debriefinger; 2.

Og det er ikke fordi jeg eller mine kolleger er bygget af noget specielt. Vi består af de samme biologiske byggeklodser som alle andre. Men vi er suget ind i en kultur, hvor vi bliver bildt ind og bilder os ind at vi kan klare det, at vi lader patienten ligge sammen med vasketøjet, når vi går hjem. Den baby der døde i går, betyder ikke at du skal præstere mindre for din nye patient i dag. Flere af mine kolleger har, når de har haft det svært, fået at vide, at det er det vi er uddannet til.

Problemet er bare at der ikke følger et specielt filter med når man blive uddannet sygeplejerske eller intensivsygeplejerske. Det er ikke sådan at min blå t-shirt er et panser. mit navneskilt er ikke en særlig beskyttende amulet.

Jeg plejer, at beskrive arbejdet med patienter og pårørende som at jeg har en indre glasplade som de alle sammen sætter fingeraftryk på, nogle hurtige og utydelige, andre kan man tydeligt skelne. En gang imellem møder jeg dem, som laver et stenslag i min indre glasplade.

Jeg har kolleger som siger at de ikke kan huske de patienter de har haft – det er også sandheden i nogle tilfælde. Indtil vi sidder i en stille nattetime og deler historier. Det kan minde om en lejrbålsstemning. Det er der vi deler med hinanden, alt det vi ikke kan dele derhjemme. Der hvor det bliver tydeligt at uanset hvad vi bliver bildt ind eller vi bilder hinanden ind, så gør arbejdet med mennesker noget ved mennesker.

For nogle af de bedste mennesker jeg kender, har myriader af stenslag mod den indre glasplade betydet at afdelingen mister fantastiske, empatiske og inderligt kompetente sygeplejersker.

Kulturen har i årevis været, at det her skal vi kunne – men der blæser en stille vind som kan varsle forandring. Så må tiden vise om det er for lidt og for sent.