Jeg holder af hverdagen – mest af alt holder jeg af hverdagen

Efter en ualmindelig lang pause og en uvant tavshed, tror jeg at jeg igen har noget at skrive om. Sommeren går på hæld og det med at slippe brysterne ud i offentligheden på en offentlig badestrand er endnu ikke fuldført – de har været sluppet løs, bevares. Men det var til privat fest og det druknede lidt i anseelige mængder rosé og rumtopf… og løsslupne tissemænd. Og ærligt, wow-faktoren omkring 3-6 penisser i hver deres helikopter er altså større end mine to håndfulde morbryster. Usikkerheden omkring antallet af tissemænd skyldes primært, at jeg er sikker på at jeg i perioder havde dobbeltsyn og lidt for mange r’er på rrrrrrosé.

Så oplevelsen er yet to come. 

Men hverdagen bankede på i denne uge. Dan Turèll har lavet et aldeles fremragende digt som Halfdan E har sagt musik til. Det hedder ”Hyldest til hverdagen” – den kan nemt findes på youtube.

Digtet samler perfekt op på den ro der falder over familien når hverdagen sænker sig omkring os. Ungerne befinder sig godt i ferier, uden tvivl, men i hverdagen virker de nu til at forudsigeligheden er god ved dem. Men bliver det så ikke kedeligt? Altså med al den hverdag… 

Tilsyneladende ikke i vores hverdag – om ikke andet fordi undertegnede altid formår at bidrage med noget som kan bruges til en selvironisk vinkel. Fordelingen herhjemme er sådan at hverdagsmad er det primært Rasmus som står for. Sådan har det altid været. Nogen vil vide at jeg nok har været det mest kræsne barn, du nogensinde ville kunne møde. Madlavning var en by i Rusland, da vi flyttede sammen, da jeg var 19. Jeg havde kun spist nogenlunde almindeligt i 6 år på det tidspunkt. Nå, det var en lang tur over åen efter mad – tilbage til madlavning. Rasmus laver hverdagsmaden, hvis vi skal have nyt mad, så er det mig der søger, læser madblogs, kogebøger og så er det enten mig der laver det eller noget vi deles om. 

Samtidig er jeg efterhånden blevet manipuleret nok af klimadebat og sundhedsdebat og al den slags til at jeg gerne prøver at finde noget vegetarisk, uden at det hverken bliver skingert eller fanatisk. Hidtil har jeg haft rigtig god succes med en madbloggen Valdemarsro – jeg er endnu ikke godt nok inde i reglerne omkring reklamer på den her side – så tag det som en ros eller reklame, nu er I advaret. Ungerne og Rasmus har spist vegetarlasagne og grønsagssupper med største fornøjelse. 

Så i går skulle der noget nyt til. Jeg har købt den italienske kogebog Sølvskeen. I den findes en opskrift på pureret kikærtesuppe med gratineret franskbrød i. Umiddelbart så tænker man at det er sådan en tyk suppe som mætter godt… Det jeg fik produceret så sådan her ud:

Det var marginalt tykkere end vand, lignede og smagte som opvaskevand og brødet med gratineret ost? Det var udblødt i bunden, en smule sprødt efter ristning på toppen og sejt af osten. Altså alle de konsistenser man ikke lige forbinder med nærende velsmagende suppe. Så 2,5 times madlavning resulterede i… pizza til ungerne, rullekebab til Rasmus og grillpingvin til mig.

Bedre held næste med næste eksperiment.