Om at suge maven ind

Den anden dag tog jeg min 8 årige pige i at stå foran spejlet og suge maven ind for at se hvor tynd hun kunne blive… hun er 8… altså en 8 årig 8 årig. Det affødte en snak om at det at være tynd ikke i sig selv er et sundhedstegn. Tidligere på sommeren har hun fortalt mig at nogle piger på skolen havde lavet en liste over, hvem der var tykke og hvem der var tynde. Så jeg havde måske på fornemmelsen at det arbejdede i hovedet på hende. Hun er på ingen måde tyk eller buttet, hun er muskuløs og helt normalt bygget. Men altså… sugen-maven-ind-episoden affødte en snak om sundhed – at det at være tynd ikke nødvendigvis er sundt. Men for dælen, hvor jeg synes det er en svær samtale. Jeg endte med at sige at det trods alt er bedre at være stærk end tynd. Men altså… Da jeg var yngre var der kun 2 spiseforstyrrelser, anoreksi og bulimi, evt. med noget binge eating ind over. I dag snakker vi også om den 4. spiseforstyrrelse ortoreksi, altså overdreven og sygelig trang til at være sund. Så det er en dans på æggeskaller, når ungen trækker maven ind og man i et hurtigt øjeblik siger, at det er sundere at være stærk end tynd.

Sandheden er, at jeg aldrig har været på en slankekur. Jeg forsøgte (i ca. 48 timer) at tælle kalorier efter jeg fik V. Men jeg har slet ikke selvdisciplin til den slags. Det eneste jeg har prøvet, har været at have nogle virkelig mærkelige madvaner som barn. Her bestod langt de fleste dage af følgende retter: havregrød med kanel-sukker og cornflakes til morgenmad, rugbrød med rygeost til frokost (hvis vi var løbet tør for rygeost kunne agurk bruges som pålæg) og havregryn med mælk og sukker til aften. Eftermiddagsmaden bestod enten af en krydderbolle, popcorn eller tørre cornflakes. Da jeg var helt lille var aftensmaden yoghurt med appelsinsmag – det stoppede da jeg blev så stor at der kun var to portioner i en karton. Så min mor er helt sikkert blevet gråhåret på grund af mig. 

Men mine madvaner handlede aldrig om sundhed eller om at være tynd – det skyldes mestendels stædighed og til dels at jeg har et eller andet med konsistenser. Selv den dag i dag. Jeg hader vindruer – det er en forræderisk frugt som har én konsistens når den kommer ind i munden og en helt anden når man tygger på den, jeg hader hamburgerryg fordi det piver når man tygger i det og jeg hader pizza (til mine ungers store sorg) mest fordi det en tarvelig spise, der ikke kan finde ud af om den vil være brød eller hovedret.  

Men det har aldrig handlet om at jeg ville se ud på en bestemt måde ved at spise på en bestemt måde. Det er i virkeligheden nok det jeg skal formidle. Én ting er at fortælle hende at det sundeste er at spise varieret (det er hun for resten en drøm til, hendes brormand er lidt mere ensidig – men hey, jeg ved at der kommer et relativt fornuftigt menneske ud af det), at selv gulerødder kan blive usunde i de forkerte mængder, men jeg er også nødt til at ”walk the walk”. Så målet må være at rende endnu mere nøgen rundt, at tale pænt til og om min krop og så helt fjerne badevægten…  Men det er benhårdt arbejde både at skulle minde sig selv om at være positiv over for sin egen krop og lære det fra sig til den næste generation.