En gungrende nytårstale

Året nærmer sig sin afslutning, nytårstalerne og -festerne står for døren. Så her er min gungrende nytårstale. Den starter med et af mine yndlingscitater: Pernille Aalunds ”Du skal gungre gennem livet”;

”Du skal gungre gennem livet

Ikke halte, ikke liste, ikke blive hvor du er.

Du skal gribe en chance og tage den og fejle og lære og prøve igen. Søge det forkerte job, forhandle kontrakten elendigt, drikke en cocktail for meget og sige ja til at gå med hjem, selvom I kun lige har mødt hinanden.

Gøre for meget og fortryde det dobbelt.

Glemme, at slukke lyset, betale din elregning, stille p-skive, spænde bæltet og skynde dig for hurtigt i et nødspor.

Du skal spise den største kage, købe et par sko, du ikke har råd til og råbe uhensigtsmæssigt og barnligt – i en situation, hvor du havde været bedre tjent med at tie og lytte og tale til sidst.”

Pernille Aalund – https://pernilleaalund.com/du-skal-gungre-gennem-livet/

Ordene står i skarp kontrast til de oplevelser som Lise Rønne havde for kort tid siden. En tv-anmelder i Politiken mente at hun vimsede småneurotisk rundt i vanlig studieværtindestil. Lise Rønne skød tilbage med et indlæg som satte spørgsmålstegn ved de kønsspecifikke udtryk – vil Hans Pilgaard eller Mikkel Beha nogensinde blive beskyldt for at “vimse”? Siden har flere kvindelige tv-værter tilsluttet sig koret, hvor de beskyldes for at være skingre, hysteriske, barnlige og sågar at de ligner en billig havneluder. Ingen af de mandlige tv-værter oplever den samme usaglige kritik. På randen til 2020 er der stadig ikke meget plads til at kvindelige figurer i det danske samfund gungre – ikke uden at de påhæftes kønsspecifikke nedladende kommentarer.

Vi forlader altså et årti hvor det stadig er så som så med ligestillingen på den diskursive front. Et årti 12-talspigerne blev ført ind i ordbogen i 2011 som en ”pige der er flittig og dygtig i skolen og ofte får topkarakteren 12 evt. opfattet som alt for perfektionistisk og pligtopfyldende” – siden er tonen omkring dem blevet forvrænget, sådan at det at ville være god til noget – at opnå 12-tallet er sygeligt. Det seneste forsøg på at imødegå dette er De Grønne Pigespejdere som ikke længere vil bære synlige duelighedsbeviser. 

Men den kultur strider jo i den grad imod Penille Aalunds gungren – ”Du skal gribe en chance og tage den og fejle og lære og prøve igen”. Hvis vi helt holder op med at forsøge at blive gode til noget, fejle og prøve igen, så degenererer vi jo. Måske handler det slet ikke om 12-tallerne. Måske er det mere kravene udenom. Altså når alt ens væsen er genstand for bedømmelse – krop, ejendele, personlighed, udseende – når antallet af ens følgere på ens blankpolerede Instagram er synonymt med at være god til noget. Svend Brinkmann skrev d. 25. nov. en undren som følge af pigespejdernes valg – en undren over at dette er måde at imødegå præstationskulturen, en undren over at det iboende menneskelige behov for at være god til noget skal sygeliggøres. Det er efter hans mening når præstationssamfundet rykker ind i selvet at det bliver sygeligt. Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden af at blive til nogen og ikke kun til noget. Der er efter min mening ikke noget i vejen med at øve sig, fejle, øve sig noget mere og blive god til noget, så længe at man stadig har en indre kerne af selvværd.

Da jeg var barn, fik vi, særligt af bedsteforældregenerationen, at vide at vi skulle lade være med at ”skabe os”. Det er et sjovt udtryk; ”lad ved med at skabe dig” – altså; Vær mindre hysterisk, fyld lige lidt mindre, vær lidt mindre synlig, udsæt lige dit behov, behersk dig. Det er kammet over, så vi nu skal beherske alt.

Så måske er det tiden til at skabe os, bruge det næste årti på at gungre lidt mere, fejle lidt mere, vise at vi fejler, vise rodet frem, spise den største kage, larme lidt mere, være skinger, ubehersket, lade ukrudtet stå, drikke et ekstra glas rosé i solen og elske os selv og hele rodebutikken. 

Godt nytår!