Januar – dit grå bæst

De fleste som har kendt mig i mere end et år ved at jeg har en tendens til at få en eller anden grad af vinterpåvirkning humørmæssigt. Det varierer meget fra år til år, ligesom at de krumspring, jeg laver for at minimere det, gør. Det plejer at forløbe sådan her; november er forholdsvis lang og grå, men der er stadig en rest energi tilbage fra sommeren, december er fyldt med jul og rimeligt overskud deraf, januar er uendelig lang, grå og trækker al energi ud af mig, februar plejer at være der hvor det vender igen. 

De år hvor det var virkelig slemt var jeg nødt til at have Rasmus til at sygemelde mig fra mit daværende telemarketingsjob – tænk sig, at det viste sig at kombinationen af vinter og forsøge at snyde folk var en dårlig ide og påvirkede mit humør? Nogle år hvor det har været rimelig slemt har januar føltes som at sidde på bunden af en brønd, hvor siderne var smurt ind i tjære. Så hver gang jeg forsøgte at kravle op, fik jeg tjære på hænderne, og det trængte så ind og farvede mig sort indeni. De år kunne jeg græde uden påviselig grund. Jeg kan ikke helt vurdere i år endnu – det plejer først at være muligt når jeg er på den anden side. Jeg plejer at sige til folk at jeg bliver ”normal” efter uge 7. Det er nok mest et levn fra da jeg var barn og min mor plejede at sige, at når vi kom tilbage fra vinterferie, så var det lyst om morgenen, når vi skulle i skole. Det er bare meget rart at have et anker, både for mig selv og andre når jeg skal forklare andre det. 

Jeg har ikke grædt i år, på nær i går på grund af at massivt migræneanfald – det vender jeg lige tilbage til. Men jeg har haft følelsen af at min krop og tanker, enten samtidig eller på skift har bevæget sig rundt i sirup. Så alting bevæger sig virkelig langsomt. Det stiller enorme krav når man så arbejder et sted, hvor ting af og til bevæger sig virkelig hurtigt. Restitutionen efter arbejde har været værre end den plejer. Ud over sirupsfølelsen har jeg været vred… som i virkelig kort lunte. En del af mig synes at jeg bør forsøge at modere det. Det virker rigtig dårligt. Så lige der gungrer jeg stadig, men det er ved gud ikke en behagelig gungren hverken for mig eller mine omgivelser.

Jeg læste på et tidspunkt at facebook havde lavet en algoritme som kunne medvirke til at påvise depression, beregnet ud fra hvor mange gange en bruger havde brugt ordet ”jeg”. Jo flere gange, desto større sandsynlighed var der for at brugeren var deprimeret. JEG ved allerede nu at det her indlæg adskiller sig fra de andre JEG har lavet – så måske er der noget om snakken.

Inden jeg bliver alt for marineret i egen sirup vil jeg lige skrive lidt om løsningerne. Motion plejer at hjælpe, løb i særdeleshed. Problemet er at jeg aldrig er blevet rigtig passioneret løber – jeg er sæsonløber. Kommer jeg ikke i gang i tide til efteråret, så er det nærmest umuligt for mig at starte når først mørket sætter ind. Vitaminer virker vist nok. Jeg spiser mine lyserøde longovital og tænker at det må gøre det. Nogle år har jeg spist andre longovital og så suppleret med d-vitamin. Det er bare ikke noget man skal fifle alt for meget med. D-vitamin er ikke et af de uskadelige ”det tisser jeg lige ud”-vitaminer. 

I år har jeg prøvet at skære ned på mine nattevagter og erstattet dem med aftenvagter. Det er ikke en ubetinget succes. På papiret ser det ud som om man får søvn i egen seng om natten. Problemet er bare at søvn i egen seng først starter efter midnat, måske senere alt efter hvor meget man skal geare ned. Nogle dage har jeg været nødt til at skulle op igen kl 5.30 for at aflevere børn. Så søvnen er næsten lige så sparsom som ved nattevagter. Derudover er der måske en sammenhæng mellem aftenvagter og migræneanfald – det skal siges at jeg aldrig har haft migræne før for et halvt år siden. Nu har jeg haft 3-4 anfald siden oktober. Så har jeg fået anfaldsmedicin som jeg skal lære at tage i tide – det nåede jeg ikke i går hvor jeg måtte lægge mig i min seng og holde om mit hoved fordi det føltes som om mit kranie var på vej væk fra min hjerne…

Det andet jeg kan svinge mig op til i år, er at gå tur. De er ikke så lange endnu, turene – men det kommer. Billederne er fra præcis samme sted på Odense Å sti i nærheden af Kulturbotanisk have, med 5 dages mellemrum. Der var lidt mindre vådt d. 22. Gåturene har den fordel at de ikke krøver omklædning eller andre sko. Så hvis jeg fanger et glimt af overskud når jeg har afleveret børn så kan jeg gå inden jeg går ind i huset. Det bypasser det uoverstigelig bjerg det nogle gange er at få sko og overtøj på.

S

Så forhåbentlig letter de sidste tåger om en 3-4 ugers tid og jeg bliver så normal som det er muligt. Så bær over med et enkelt navlebeskuende jeg-fikseret indlæg. Så vender jeg snart skarpt tilbage.