Vinterbaderens paradoks

En fuldstændig fucked up uge 5 er lagt bag os – sjældent har arbejdstider, fritid og logistik gået så ringe op som i sidste uge. Af uransagelige årsager havde jeg fået lagt en arbejdsplan (ja, jeg har lagt den selv) som i den grad rullede den forkerte vej, fra 12 timers nat, til sovedag, til en 11-23 til 7-17 fra søndag til onsdag og så runde af med 12 timers dagvagt fredag. Aldrig igen… Det udelukkede al form for gåture, lys, regelmæssig og rigelig nattesøvn og lyst til andet end at overleve fra dag til dag. Men i dag er det en ny uge, en ny måned, en ny chance for at kunne gøre en forskel for mig selv og andre.

Dagen er startet med vinterbadning – det glemte jeg at skrive sidst. Det er også en af forsøgene på at påvirke humøret. Altså at svømme rundt i 7 grader koldt vand, i sauna – gentag… Det er sket hele efteråret dog med en måneds pause i januar. Taget i betragtning af at jeg egentlig er rimelig tilfreds med min krop og jo i hvert fald ikke gider at iføre mig seletøj, så kommer der her et paradoks. Jeg har netop i dag udskiftet min bikini med en badedragt – min første badedragt i 20 år eller mere. Egentlig var jeg ligeglad med at stort set alle andre kvinder i havnebadet bader i badedragt. Det der generede mig, var at svømme og stige op af vandet i bikini. For min top søgte alle andre steder hen end der hvor den skulle være. Og nok har jeg pæne bryster – men de er bare mildest talt ikke smadderpæne hvis de er skåret midt igennem af en fejlplaceret bikinitop. Så der gik ualmindeligt meget tid (indtil FLERE sekunder ekstra blandt isflagerne) med at kontrollere at den sad rigtig inden jeg steg op af vandet – og i 7 grader varmt vand er wardrobe malfunction bare ikke noget jeg gider bøvle med. Løsningen blev derfor en speedo badedragt til vinterbrug… Hvem havde troet at jeg ville tage mere tøj på for at komme i vand?

Næste punkt på dagsordenen var at gå mine nye vandrestøvler endnu mere til. Jeg fik dem til min fødselsdag tilbage i december, men indtil nu har jeg synes at det var synd for dem at de skulle ud i det rædderlige vejr, vi holder os. De er så fine og pæne endnu… Men allerede nu jeg begynder at planlægge en gåtur for mig selv med alt på ryggen i løbet af foråret, så det giver mest mening at vi begynder at vænne os til hinanden. De gamle vandrestøvler er heller ikke røget ud endnu – de kan jo ikke gøre for at mine fødder hæver når jeg får 20 kg på ryggen og vi har haft mange gode km sammen. Planen er indtil videre at gå et stykke af Gendarmstien i Sønderjylland. Hvad jeg lige kan se, så er der rimelig afstand mellem sheltere og vandposter. Næste projekt er Ringkøbing Fjord rundt med et par veninder. Men der bliver forsøget vist at gå den rundt i et eller to stræk. Målet er at gå en Mammutmarch til august. Der er det 100 km på 24 timer. Så hvis der kommer til at være et opslag eller to om nogle skøre gåture, så er det altså med det mål i sigte. Så mere om gåture og ømme fødder senere.

Jeg har siden sidste indlæg snakket med en del mennesker, der synes det er synd for mig at jeg har det sådan her om vinteren. ”Synd for” er en forfærdelig følelse. I bedste fald får den mig til at forklejne hvordan jeg har det og bortforklare at det ikke er så slemt i håb om ikke at gøre andre mennesker kede af at jeg har det sådan. I værste fald forstærker den bare min selvmedlidenhed og sylter mig endnu mere ind i mørket. Da jeg var yngre og gik i gymnasiet, skrev jeg rigtig rigtig mange digte i forsøget på at overleve den mørke tid (og al den hormonelle forvirring). De fleste digte gik til grunde da digte.dk lukkede sit site og jeg ikke havde sikkerhedskopieret dem – man siger at internettet aldrig glemmer… det er ikke helt sandt. For 5 år siden var vinteren rigtig styg. Der lukkede jeg mig selv ind på fyldepennen.dk for at se om jeg kunne skrive mig fra det igen. En af de tekster eksisterer endnu og sætter årets tilstand meget godt i perspektiv. Med det digt som baggrund, så har jeg det egentlig meget godt i år og er allerede begyndt at lægge mærke til at fuglene synger når jeg cykler hjemmefra kl 6.15. I får indblik i tilstanden for 5 år siden, læs det eller spring det over. Jeg må bare helst ikke syltes ind i at det er synd for mig. Det er ikke synd for mig – det er et vilkår og det går over igen, hvert år. Desuden er uge 7 lige om hjørnet…

Januarblues

Der er så lang tid til der hvor alting begynder
Til der hvor jeg ikke længere kaster mørkt vand op
Hvor vandet ikke farver min tunge sort
Hvor korsettet ikke strammer om min krop
Der er så lang tid til der hvor alting begynder

Der er så lang tid til der hvor alting begynder
Til der hvor skyggerne ikke længere klæber til min krop
Hvor mine tanker ikke føles som tjære mod min hud
Hvor jeg endelig kan vriste mig fri
Der er så lang tid til der hvor alting begynder

Der er så lang tid til der hvor alting begynder
Til der hvor hvor jeg ikke længere gisper efter lys
Hvor mørket vender og forlader mig
Hvor nattens lænker falder
Der er så lang tid til der hvor alting begynder

Der er så lang tid til der hvor alting begynder
Til der hvor jeg ikke længere er nattens krøbling
Hvor trætheden slipper mig
Hvor jeg kan rette mig op og mærke lyset
Der er så lang tid til der hvor alting begynder