300 mennsker på en strand
Hedebølgen er over os og derfor gik dagsturen til Nordstranden i Kerteminde med min søster og alle vores børn. Før frokost stod den på hygge i den mere døde ende af stranden foran sommerhusene. Efter frokost blev søster og børn sendt hjem og vi fortsatte ind til den mere overrendte del af stranden. Denne del har nemlig den ubetingede fordel at der er livreddere. Selv om jeg holder massivt øje med ungerne når de er i vandet uden mig, så er det stadig rart at der også er andre der gør det. På en dag som i dag har der snildt været 3-400 mennesker på stranden.
De var der alle sammen. De runde, de lange og de skæve. De små, de mellemstore, de temmelig store. De ægte og de kosmetiske forstørrede – måske endda også de kosmetisk formindskede. Dem der peger ligefrem, de bælgøjede, dem der engang pegede ligefrem og dem der aldrig har gjort det. Melon, banan eller guirlande. De var der – alle sammen – brysterne.
De havde alle sammen en ting til fælles; Bandeau, halterneck, bøjle, vatteret, push-up, top eller T-shirt. Kort sat tildækket. Og så var der mig…
Ret skal være ret. Jeg startede tildækket, jeg startede med at spørge om ungerne var okay med at jeg badede med dem uden top. Victor var ligeglad, bare jeg kom med i vandet. Freja sagde at det var fint med hende. Det var mit eget valg.
Således af med toppen og ud i vandet. Det viste sig at jorden ikke åbnede sig under mig, alles hoveder vendte sig ikke simultant. Men i vandet indrømmede Freja at det føltes akavet. Ikke så meget at jeg var topløs – det har hun set tusindvis af gange. Men at jeg var den eneste, at jeg faldt udenfor. Efter få minutter havde hun dog glemt det og vi kunne plaske rundt som ellers.
Tilbage i min solstol tog jeg toppen på igen. Det føltes langt mere eksponeret at sidde stille på stranden topløs, end at være i vandet med ungerne. Jeg kan ikke lige komme på hvorfor. Den efterfølgende badetur blev også med top. Jeg tror jeg havde stresstestet Frejas nervesystem nok for en dag.
Sandheden er at det ikke var første gang i år (eller nogensinde) for den sags skyld. Tidligere på sommeren var jeg topløs i vandet med ungerne. Men det var i den døde ende og i 17 graders varme. Så vi var bare os til stede. Klart mindre grænseoverskridende end i dag.
Snakken hjem i bilen kom hurtigt til at handle om hvorfor jeg synes det er vigtigt. At jeg gerne vil have at hun får en forståelse af at alle kroppe er gode nok som de er og at ingen bør skamme sig over den. At jeg synes det er skørt at badet efter gymnastik kan være et valg og ikke et krav. At alting er så pænt og unuanceret at ingen tør være stolte af vores kroppe.
Det var et sidespring fra feriefortællingerne og tilbage til hvad den her blog egentlig startede med. En hvis grad frisind og ikke mindst frie bryster…
Mere om frie bryster, ferie og ældstebarnets første mobil senere…