Om dengang glaspladen sprang – eller Life in a year del 1.

Indrømmet… jeg har været stille. Totalt stille. Det har haft sin årsag. 

Tidsmæssigt er vi før det seneste blogindlæg fra 7.8.2020.

Så for ret præcist et år siden begyndte jeg at have svært ved at sove. Det havde ikke noget med corona at gøre, jeg brugte bare rigtig meget tid på at falde i søvn når jeg havde haft travlt på arbejde. Men det er jo ikke noget at bekymre sig om, jeg trængte jo bare til ferie. 3 ugers ferie gik, den ene uge med alternativ sommerlejr, den næste i Roskilde med familien og en uge med ungerne alene – de havde jo 6,5 uges ferie der skulle dækkes af en voksen. Batterier fuldt opladet! Ugen efter min ferie mødte vi 6 mand friske ind fra ferie – altså 6 mand der ikke kendte en eneste af patienterne. Pyt med det. Det kan vi jo. Vagtbytteri og dårlig planlægning betød at jeg havde 56 timer i ugen efter min ferie. Ingen problem, jeg var jo frisk fra ferie og havde gjort den slags før. Og dog. For den patient jeg var hos var dårlig. Jeg kan af naturlige årsager ikke gå ind i hvordan og hvorledes, men dårlig. ”Kl. 8 medicin færdig kl 11”-dårlig, ”første mulighed for at sidde ned og læse om patienten var kl 11.30”-dårlig, etisk-dårlig…bare dårlig… Jeg tror ungerne var på ferie hos mormor og morfar – jeg husker ikke andet end arbejde og forsøg på at sove i den uge. For den dårlige søvn vendte tilbage. Men denne gang var den ledsaget af gråd. Ikke min gråd, men pårørende fra tidligere hårde forløbs gråd. Skrig. Forældre som spørger mig om deres barn er dødt. Så levende som stod de ved siden af min seng. 

Jeg gik til min leder og sagde at der var behov for hjælp i forhold til det hårde forløb vi stod med. Det vilde og det nye som ikke ville være sket for 5 år siden var at hun tilbød mig at komme til psykolog. 4 timer i første omgang, med mulighed for forlængelse. Ja tak. 

Jeg nåede at være til psykolog to gange imens jeg arbejdede sideløbende. En lørdag mødte jeg ind til ikke intuberet ikke-vildt-dårligt barn. Det var business as usual. Barnet skulle vækkes og have røret op. Det var en to-sengsstue. Der er i forvejen ikke meget plads da børnene ofte ligger i voksensenge for deres og vores komfort. Denne dag var der bare også overnattende forældre. Normalt kun en forælder overnattende pr. Barn. Denne dag var der ud over de 2 voksensenge til børn også 3 foldeud-senge. Ingen plads. Ingen luft. En velkendt følelse af travlhed med trykken i brystet – men der var bare ikke travlt. Stadig ingen luft. Barnet i den anden seng græd. Alt for meget gråd. Alarmen bimlede ved begge fordi de var urolige. For lidt plads. For lidt lys. For lidt luft. Jeg overlod barnet til fastvagten. Ud. Ud på kontoret og lige få styr på mig selv. 

Busted af en kollega. Sådan føltes det. Jeg nåede ikke at rejse mig inden jeg blev opdaget. Hun spurgte om jeg var okay. Jeg kan ikke huske hvad jeg svarede. Men jeg kunne ikke rejse mig. Og jeg græd. Jeg græder ikke på arbejde. Jeg trøster dem der græder. Alle ved at jeg rødmer fra tæerne og op når jeg en sjælden gang har grædt i afmagt eller vrede på arbejde. Jeg græder ikke. Men jeg græder den dag. Ustoppeligt. Stille. Min kollega sygemelder mig. Sender mig hjem. Opkald til Rasmus. Jeg skal hentes for jeg græder for meget til at cykle. The walk of shame ned i kælderen. Jeg har ikke skrevet rapport. Jeg har ikke sagt farvel til forældrene til min patient. Jeg er bare gået. Med nedbøjet hoved. Jeg skal bare hjem og tage mig sammen. Jeg er jo ikke syg. Det her er jo ikke mig.

Herefter følger 5 uger med fuldtidssygemelding. Og endnu et dyk. 

Det kommer senere.