Om dengang glaspladen sprang – eller Life in a year del 2

De første dage efter min hjemsendelse var underlige. Jeg var jo ikke syg. Det føltes i høj grad som pjæk. Altså lige bortset fra når jeg skulle fortælle min læge om det. Så græd jeg. Han meldte til første samtale at han ikke gik ind for lange stresssygemeldinger, så vi måtte hurtigt finde ud af hvad der kunne få mig på benene igen. Og lige bortset jeg skulle fortælle psykologen om det. Så græd jeg. Min familie. Så græd jeg. Men der var jo ikke noget at græde over. Selvfølgelig skulle jeg hurtigt tilbage til arbejde, for der var jo brug for mig. Desuden var vi jo de hårde hunde, vi var vant til at klare den slags patienter og den slags forløb. Der var bare lige det, at jeg havde brug for at sove til middag. At det føltes som om mine frontallapper inde bag panden var fyldt med tjære og det eneste der hjalp, var at sove. Ikke for meget selvfølgelig. 25 min med alarmen sat. Det kunne fjerne tjæren. MIt hoved klarede op. Indtil næste dag i det mindste. 

Og så var der det med lyden. Når jeg tænker over det, så har jeg i mange år snakket med udstyret på afdelingen. Altså ikke på den psykotiske måde, hvor respiratoren hed Børge og pumperne Arne, men jeg har tysset på dem når de har bimlet unødigt. Jeg har brugt 12-13 år et sted hvor ”ding, ding, ding, ding” betyder fare. Eller… det kan betyde fare. 90% af tiden betyder det ”dårlig forbindelse” eller ”du har pauset en pumpe, har du glemt at tænde den igen?” eller ”hey, den her medicin er løbet ind, skal vi gøre noget ved det?”. Men de 10% af gangene hvor det betyder ”FARE!!” der kører adrenalinen i kroppen og vi har stået med menneskeliv helt ude på kanten imens det har bimlet og båttet omkring os. Så jeg har snakket med udstyret. Og fortalt forældrene til de børn jeg har passet at det er en særhed der er kommet til. Jeg så har tysset og sagt, ”slap nu af pumpe, jeg har jo selv lige pauset dig”. Men i de 4 første uger efter min sygemelding var jeg så ekstremt lydfølsom. Jeg blev fysisk dårlig af for meget larm, en ipad og en radio der kørte samtidig og så trak væggene sig sammen om mig og luften i rummet forsvandt. Jeg måtte ud og væk eller være sur og bede om ro.

Men samtidig var jeg jo ikke syg. Og hvis jeg var, så skulle jeg fandengaleme være den bedste til at komme tilbage igen. For jeg var jo ikke rigtig syg. Så jeg gik. I september og oktober 2020 gik jeg næsten 250000 skridt om måneden. Fyns Hoved rundt, Enebærodde rundt. Ud under åben himmel. Jeg fandt en nudiststrand ved Kerteminde hvor jeg kunne være helt fri for tøj og bare være. Uden andre lyde end bølger. Uden ansvar for andet end mig selv i den tid jeg var der. Men jeg var jo ikke syg. Det passede ikke med mit selvbillede. Stress er noget andre får. Jeg skulle tilbage. Psykologen advarede mig imod at starte for hurtigt og for hårdt. Hun havde set kvinder som mig før. For hurtigt og for hårdt durk ind i en ny sygemelding. Men arbejdet havde jo brug for mig. Jeg var forbandet god til det jeg kunne og jeg skulle tilbage. Så efter 5 uger begyndt jeg den ”langsomme” optrapning i tid. 

Jeg startede uden for stuerne. Med at fylde op og tjekke procedurebakker. Gøre rent. Det var jo ikke det jeg ville. Det svarede til at tage på legepladsen og så sætte sig på toppen af rutsjebanen og aldrig rutsje ned. Det var jo inde på stuerne jeg var god til mit arbejde. Så jeg bestemte selv. Jeg trappede op igen. Tilbage på fuld tid start november. Men der var uro i afdelingen og den længste sygemelding var stadig i vente. Men jeg havde det jo fint. Jeg var tilbage og jeg havde det fint.