Om dengang glaspladen sprang – eller Life in a year del 3
Jeg blev i første omgang tildelt 4 psykologtimer. Den første time gik hurtigt med bare at skrabe i overfladen og se hvor dybt det hele stak. Ret hurtigt blev min psykolog klar over at jeg skulle have nogle flere timer. Vi brugte vores sessioner på 3 af de episoder som havde brændt sig allermest fast. Dem hvor jeg kunne se, høre og føle præcis hvordan jeg havde det i situationen. Den første 3. mdr. efter min ansættelse, den næste 5 år efter og den sidste et halvt år før at min film knækkede. Vi brugte tiden til at tale om det med at jeg ikke græder på arbejde. Den der dybe modarbejdning af mine egne spejlneuroner – altså det at jeg har stået i så vanvittigt triste situationer og ikke tilladt mig selv at blive ked af det, fordi jeg skulle trøste dem der var kede af det. Og vi snakkede om det faktum at vi indtil ganske kort tid før min sygemelding faktisk ikke fik nogen defusing eller debriefing når vi havde stået i noget slemt. Det var normalen at vi skulle kunne stå med det barn der døde den ene dag og møde ind i vagt igen dagen efter. Jeg ved at min nu tidligere leder måske læser med og det er ikke en personlig kritik af hende. Men kulturen var syg. Det ved jeg nu. Men i lang lang tid efter min sygemelding gik mange af mine tanker også på hvorfor jeg blev i det, hvorfor jeg ikke sagde fra, hvorfor jeg ikke bare rejste min vej imens min forstand var nogenlunde hel. Det skulle vise sig at blive en del af et paradoks.
Som skrevet tidligere så ville jeg hurtigt tilbage. Egen læge gik ikke ind for lange sygemeldinger, jeg var jo ikke rigtig syg, afdelingen havde brug for mig og jeg fik jo hjælp ved psykologen. Det holdt 5 uger. I 5 uger efter min raskmelding bildte jeg mig selv ind at jeg var flyvende. Jeg lavede jo det jeg elskede, jeg var på stuerne, jeg havde kursister, jeg havde alle mine bolde i luften. 5. dec. mødte jeg til fastvagtfunktion ved et barn på mine børns alder. Barnet er dårligt, situationen er dårlig, jeg skal vejlede min sindssygt dygtige kursist, som synes at situationen er overvældende, scanningen er dårlig, barnet er dårlig, beskederne er dårlige – moren græder. Meget. Lyset slukkede i min hjerne, eller også var tunnelsynet så voldsomt. Væggene kom tættere på. Luften forsvandt. I rummet og i mig. Spændebåndet om min brystkasse strammede til.
Jeg kan ikke engang huske hvordan jeg kom ud af stuen. Men ud kom jeg. Og blev sendt hjem. Igen. Af samme kollega som sidst.
Men jeg var jo ikke syg. Så to dage senere mødte jeg ind i aftenvagt. En af de kollegaer der kender mig bedst, kiggede på mig, kiggede igennem mig og så er der var kaos. Jeg husker at jeg sagde at jeg jo synes jo det var gået fint de sidste 5 uger. Svaret var, ”Nej, Schne… det er det jo ikke”, gav mig et absolut coronaforbudt kram og sendte mig hjem igen. Mandag d. 7. dec. er sidste gang jeg har været i arbejdstøjet på BRITA.
Onsdag var jeg ved egen læge og blive henvist til arbejds- og miljømedicinsk klinik. Jeg fik en afbudstid inden jul. 1,5 times samtale, 3 eller 4 scoringsredskaber. Min lydfølsomhed og min oplevelse af at kunne høre sørgende pårørende var nok noget af det der bekymrede hende mest.
Undervejs i mit psykologforløb var jeg blevet opmærksom på at rigtig mange af de dårlige minder giver trykken i brystet. At den trykken i brystet hænger meget sammen med at jeg ofte ikke har haft lyst til at spise når jeg var på arbejde. At der ligesom ikke var rigtig plads i min brystkasse til at få mad ned. Drikkeyoghurt eller bare et bæger yoghurt fra kiosken har kunne gøre det ud for mad en del gange. Når der har været helt vanvittigt travlt har rød, sød saft kunne klare en igennem dagen.
Også den del bekymrede psykologen fra arbejds- og miljømedicinsk klinik. I januar lå diagnosen ”belastningsreaktion” klar. Med den fulgte en klar anbefaling om at finde et job med mindre følelsesmæssig belastning samt en advarsel om at hvis jeg insisterede på at ville tilbage til BRITA så var der en stor sandsynlighed for at min belastningsreaktion ville udvikle sig til PTSD. Anbefalingen var op til 6 mdrs. sygemelding for at få mit system helt i ro.
Det formentlig sidste indlæg der kommer, kommer til at handle om tiden fra januar og frem til nu.