Om dengang glaspladen sprang – eller Life in a year del 4
Tilbage er at beskrive de sidste 6 mdr. hvor livet er kommet ned i gear. Godt ”hjulpet på vej” af nedlukning og en periode med total mangel på arbejds- og fritidsliv.
Det har givet plads til en masse refleksioner. Som skrevet tidligere er der et paradoks i følelsen af at jeg bare skulle være stoppet noget før, sagt fra noget før, gjort noget. Min psykolog, min psykoterapeut, mine omgivelser har sagt til mig at det ikke er min skyld. At metaforen med de to frøer der skal koges, også passer på mig. Altså den med at hvis man stopper en frø i en kasserolle med kogende vand, så springer den op. Men hvis man kommer den i koldt vand og langsomt skruer op for varmen, så bliver den kogt – tror ikke at nogen nogensinde har gjort sig det forsøg i virkeligheden. Men… uanset hvem der siger det eller hvor mange gange det bliver sagt så ligger følelsen stadig latent i mig. At jeg bare kunne have gjort noget – så havde jeg ikke haft det sådan her.
Jeg blev anbefalet at forsøge at anmelde mit sygdomsforløb som en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Jeg skrev ALT ned hvad jeg kunne huske af belastende sager. Der er 10 patientforløb hvor jeg kan huske lyde, lugte og følelsen i mig imens. Det fyldte 23 sider. Svaret fra AES var (parafraseret) at intet af det jeg har oplevet, gik ud over hvad man kunne forvente på en intensivafdeling og at jeg ikke havde fået debriefing eller defusing, var min egen fejl – for jeg kunne bare have forlangt det, eller rejst mig vej. Vi er stadig på et sted i sundhedsvæsnet og samfundet hvor belastende oplevelser i sundhedsfag ikke kan anerkendes som arbejdsskade. Udsendte soldater stod med det samme hår i postkassen i 1990’erne på Balkan. Det var det de var uddannede til – det samme er sundhedspersoner. Vi er uddannede til at stå med døde børn, det er ikke en arbejdsskade. Sagen er anket – det tager ankefolkene op til 8 mdr. at afgøre om AES skal tage sagen op igen.
Nå, tilbage til min psykoterapeut. Ham startede jeg ved få at få noget der hedder neurofeedback. Det er en slags hjernetræning som også kan bruges til mennesker med PTSD eller ADHD. Det har indtil videre fået mig så langt at jeg ikke længere drømmer om pårørende der skriger. Jeg har fået langt mere overskud og jeg er ikke nær så lydfølsom længere som jeg var på samme tid sidste sommer. Tærsklen for hvornår jeg får kvalme og trykke i brystet er dog stadig meget lav
OUH er de sidste år blevet langt mere opmærksomme på lange sygemeldinger – derfor blev jeg faktisk fyret for nogle måneder siden. En 6 mdr. lang sygemelding harmonerede ikke med driften i BRITA. Selvfølgelig ikke – som en der altid har været firmaets mand m/k så vidste jeg det jo godt. Det gør virkelig ikke noget godt for ens selvværd – at være den sygeplejerske som bliver fyret i en tid hvor der i STOR GRAD mangler sygeplejersker. Det harmonerede heller ikke ret godt med mit selvbillede. Så… d. 30.6. modopsagde jeg for at jeg kan starte som forskningssygeplejerske på Center for Leverforskning senere på året. Jeg er stadig sygemeldt frem til. Ingen forventer at jeg løber risikoen ved at rejse mig på BRITA den sidste tid, ikke engang mig selv længere.
Jeg glæder mig helt vildt til at prøve noget nyt og noget der er så anderledes. Jeg er meganervøs, men jeg glæder mig. Der bliver noget arbejde i at lære mig selv at ikke alting er farligt. Noget arbejde med at skrue ned for de indre alarmklokker og bare være i det, uden at være bange. Men det kommer. Min indre glasplade sprang ganske vist. Jeg skal have bygget en ny op indre glasplade op. Jeg tror at de patienter jeg kommer til at møde, nok skal sætte fingeraftryk, men jeg håber at jeg undgår de stenslag, der var med til at springe den gamle glasplade i stykker.
Dette skulle gerne være det sidste indlæg om et år, som var alt andet end almindeligt. Hvor corona kun var en af de ting, der var at slås med. Jeg håber at de næste indlæg bliver mere opløftende og lidt sjovere læsning (og nogle lidt sjovere oplevelser for mig at have stået i).
Tak for alle de omsorgsfulde beskeder
Hej Schne.
Har læst dine blogs om det sidste år, og selvom vores baggrund for diagnosen ‘belastningsreaktion’ ikke er den samme, så kan jeg Nike genkendende til så meget af det du skriver!!!! Også anmeldelsen til AES!!!
Håber du forbliver i fremgang 😊 og god vind i dit nye virke i slutningen af året 😘
Kh. Dorthe
Kære Helle S.💜
Jeg har læst alle dine fantastiske indslag og håber for dig, de er med til at hjælpe dig den rette vej.
Jeg er utrolig glad for mit nye job i afd.C. Jeg ønsker for dig at du genfinder dit fundament på arbejdsmarkedet i en ny rolle, hvor du får mulighed for at udøve og anvende alle dine kvaliteter og samtidig passe på dig selv ved at sætte dig selv i første position.
Held og lykke💜
Kh Camilla G