Peter Pans mor
Fredag morgen i Cirkus Schnefeld forløb ikke helt glat. Havregrøden var sveden, Victors regnjakke lå i bilen som var på vej til Vejle, bussen var proppet, jeg var ikke vågen nok til at minde ungerne om at se sig for, da vi var på vej ud af bussen, cyklisten og mine unger var uopmærksomme og tæt på kollision. Så var vi ligesom i gang.
Da vi nåede skolen, ville Freja helst ikke have at Victor og jeg fulgte med hende om til den dør, hun skal ind af på skolen. Jeg har for noget tid siden måtte acceptere at jeg ikke længere er lige så hip som knæhøj karse i præteenagerens verden. Fred være med det – jeg er stadig pretty fly for a white guy-mor i min egen verden.
Da vi har sagt farvel til Freja, tager Victor mig i hånden og siger ”jeg elsker dig altså stadig rigtig meget, mor”. Formuleringen skulle lige rotere to gange i mit hoved før jeg lurede hvad han mente. Mit svar var, at Freja også stadig elsker mig rigtig meget, men at når man bliver større, er det bare ikke sikkert, at man lige vil have sin mor med til det hele, inkl. aflevering i skole. Han klemmer mig lidt mere i hånden og siger så, ”mor, jeg ville altså ønske at jeg og dig og far bare kunne blive ved med at være lige så gamle som nu. Jeg har ikke lyst til at blive stor”. Av av av mit hjerte… Efter min sygemelding har jeg lettere til tårer og jeg måtte hanke alvorligt op i mig selv for ikke bare at begynde at græde mit i Ørstedsgade.
De to sætninger rummer så mange facetter. Ud over det åbenlyse faktum, at jeg er mor til Peter Pan, så er der bare også et kæmpe ønske om at fastholde status quo. En påmindelse om at vi efter genåbningen igen har fået for meget fart på til at være til stede hvor vi er. Alt for meget stræben efter større, dygtigere, hurtigere, klogere – mere. Alt for lidt væren hvor vi er. Der er stor fare for at lyde alt for lommefilosofisk og Scvend Brinkmannsk. Men samtalen var også lidt af en øjenåbner. Altså at han faktisk bare har brug for at vi se sammen uden alt det ræs. Med fare for at se nedlukningen i et alt for lyserødt skær, så var der en ro i ikke at skulle alt muligt når skole og arbejdsdagen var omme. Det kan være at vi skal have kigget hverdagen lidt efter i sømmene. Vi kan starste med at rykke lidt tættere sammen i sofaen til Disney sjov i aften. Og være lidt mere.
Sætningen rummer også endnu et bevis for hvor forskellige mine børn er. Freja som har ønsket at blive større siden hun som 4-årig satte sig for at ville lære alfabetet fordi nu skulle hun snart i skole og som stadig stræber efter det. Næste mål er at blive 13 så hendes strenge forældre giver hende adgang til sociale medier. Hun har så meget fart på at jeg nogle gange bare har lyst til at være den pinlige mor der overkrammer hende i fuld offentlighed, simpelthen for at kunne nå det inden hun vokser mig over hovedet og ikke har tid til at være sammen med os.
Og så er der følefyren, som helst bare vil blive ved med at være 7 og kunne putte med sin mor og far. Hvor det eneste suk over at være for lille kommer over at han ikke må få en telefon.
Jeg er blevet hvidhåret af at forsøge at følge med de to. Eller også er det genetikken efter hende som engang har måtte acceptere at jeg voksede hende over hovedet, som har givet de hvide striber. Ingen ved det.
I virkeligheden var det slet ikke tanken at det var det her indlæg som skulle ud. Jeg havde flere liggende både om sports-bh’er i fitnesscentre og sygeplejerskers arbejdsvilkår. Noget mere aktivistiske. Men ordene ville ikke flyde, slet ikke så let som i det her lettere indadvendte indlæg. Måske de kommer. Måske de bliver i støbeskeen.