Den største frygt
Jeg var 4 år gammel da Berlinmuren faldt. Jeg gik stadig dagpleje og storpolitik var ikke hverdagskost rundt om bordet til aftensmaden. Jeg husker det mest som at der blev snakket om mine forældres nystartede firma. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, gik jeg i 1. klasse. Jeg kan huske hvad der stod på den første side i min første danskbog; ”sss…siger slangen og snor sig afsted” og at vores dansklærer Lone forsøgte at lære os at bogstavet K ikke siger ”kå” fordi en ko, så ville skulle udtales ”kåo”. Men jeg kan ikke huske at Sovjetunionen kollapsede. Jeg kan huske senere at vores landkort, som hang i klassen, var forældede fordi der både var Øst- og Vesttyskland, USSR og Tjekkoslovakiet på. I de år var skurkene i film stadig Sovjet og KGB. James Bond og Jagten på røde oktober. Måske har jeg set tv-avisen med mine forældre kl. 18.30, måske ikke. Der er ingen minder om de storpolitiske bevægelser.
Jeg kan svagt huske krigen i Jugoslavien. Måske har den sat sig mere i mig fordi min gamle dagplejemors søn var MP’er i de fredsbevarende styrker. Måske fordi her var det folk der havde været naboer dagen før som smed hinanden i massegrave dagen efter. Måske fordi afsløringerne om den etniske udrensning i Screbenica og Milošević’s retssag først kom senere. Jeg var større, så og læste flere nyheder.
Folkedrabet i Rwanda. Det var så langt væk at minderne er svage. Måske jeg kan huske det fordi der altid har været noget med nogle ord som ”sad fast” i mig og jeg derfor kan huske at det var hutuer der udryddede tutsier. Husket alene fordi de hed hutuer og tutsier. Det er samtidig i de år hvor Boris Jeltsin styrede Rusland med en promille der kunne have inspireret til filmen ”Druk”. Hvor Rusland som fjendebillede blev en parodi.
Da fjendebilledet skiftede til islamiske kalifater, husker jeg præcis hvor jeg var. Jeg husker at tage til FDF om aftenen og have bange børn, som troede at nu kom 3. verdenskrig den dag World Trade Center faldt. Muhammedkriser, terrortrusler og terror i Danmark og Europa i vekslende styrker. Sadam Hussein, Osama Bin Laden osv. Det filmiske fjendebillede skiftede til islamiske styrer, som i Homeland. Det er samtidig her at en hel verden kiggede vantro på hvad der skete med kritikere af Putins styre., Afhoppere og journalister, oppositionsledere og Jehovas vidner forgiftet, udslettet med radioaktive midler, skudt på åben gade, fængslet og forsvandt. Rusland annekterede Krimhalvøen. Det var ikke en rigtig invasion, det var en annektering. Så vi blandede os udenom.
Og nu er vi her – på bagkanten af en pandemi. 2 år hvor vi har måtte være i at det her var en del af vores børns historie. Hvor ingen har kunne skærme deres børn fra at blive påvirket på den ene eller anden måde af lock-down, sprit, afstand, hjemmeisolation og en lille smule frygt – hele tiden. Det er forår, mundbindene er af, restriktionerne er væk og vi var på vej tilbage til en form for normal. Indtil en slumrende fjende i øst vågnede og tænkte, ”Jeg hapser lige det der Ukraine. Hvis nu jeg kalder dem nazister, så er der nok ikke nogen der vil savne dem”. Igen kan vi føje verdenshistorie til vores børns historie.
Men noget er ændret. Nyhedsstrømmen er ændret. Fra 1990’erne hvor jeg tøffede rundt og måske så tv-avisen med mine forældre kl. 18.30 og nyheder var daggamle når de stod i avisen, der er nyheder nu live og frit tilgængelige. For alle. Når vi slipper vores børn løs på nettet og på sociale medier, så har vi også åbnet en dør til krig og ødelæggelse, ufiltreret. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at min 7 og 10-årige skulle have en holdning til Putin eller at vi skulle snakke om risici for 3. verdenskrig og NATO. Og der følger et GIGANTISK ansvar med som forælder og som voksen nu. At have 22 børn med på lejr, kræver at turde gå ind i snakken omkring aftensmaden og nuancere og tale til ro.
Jeg skal selv finde balancen i at stå ved at være bange en gang imellem, anerkende at de er bange, ikke forværre deres frygt med min egen og minde dem om at alting nok skal blive godt. Vi som forældre har ikke lov til at slippe børnene løs på nettet og SoMe uden at forholde os til og spørge ind til hvad de ser. Det gælder i alle aspekter, men især nu. Vi skal turde snakke med dem, selv om vi selv er bange. Uanset om man selv har børn, er i familie med børn, skolelærere, fodboldtrænere, spejder-ledere.
Siden marts 2020 har vi set DRs Ultranyt, deres børnenyheder hver aften. Igennem pandemien har de trukket nyheder ned i børnehøjde, utallige gange sagt til slut, at hvis der var noget i deres program som havde gjort seeren bange eller ked af det, så skal man snakke med en voksen. De gør det stadig. 4 dage om ugen tager de alle de tungeste nyheder op inkl. Krigen i Ukraine og gør det tilgængeligt for børn. I min verden får værterne på Ultranyt slet ikke anerkendelse nok. Der udsendelse er et godt sted at starte når man skal snakke med sine unger om, hvad der foregår ude i verden. Til at skabe et fælles startsted for samtalen og så snakke ud derfra.
For de her dage er også en del af deres livshistorie og jeg kan være bange for at de gør langt større indtryk end begivenhederne gjorde i 1990’erne.
I virkeligheden stritter det her indlæg i alle retninger – det handler nok i bund og grund om at min egen frygt. At få det ned på skift, så det ikke fylder i mit hoved. At jeg har så svært ved at være i at det her er situationen i vores verden. At nogen stadig tænker at det er en mulighed at krænke andres land og suverænitet på den måde. At krig overhovedet er til. At det her forår skal farves af en gal mands værk, når vi nu lige var på vej ud til normalen. Det er nok bare det.