Det første

Livet er en perlerække af ”førster”; første skridt, første skoledag, første kys, første gang man knalder sin lilletå ind i benet på sengen, imens man forsøger at liste i seng efter igen igen at have puttet ungen og første gang man vækker selvsamme unge, fordi man knalder lilletåen ind i benet på sengen. Så hvad ville være mere naturligt end at dedikere dette første blogindlæg til et par ”førster” som har rumsteret i mit hoved? 

En del første gange går hen over hovedet på os, ubemærket og uanseelige. Nogle tager vi imod med ophøjet ro; som når det for første gang går op for én, at man pisker hjem på sin cykel en fredag efter en 12 timers dagvagt for at nå at se Disney Sjov med ungerne, alt imens horder af knægte med det rigtige hår og det rigtige tøj, bevæger sig ind mod byen til endeløse drinks og dakkedak musik. Det er en okay første – jeg er 33 for fa’en. Andre første gang bliver modtaget med knapt så meget ro; som når man for første gang må erkende at man i det rigtige lys har to hvide fartstriber i håret (det rigtige lys være sig i dette tilfælde ALT tændt lys) – jeg er 33 for fa’en!

En anden slags første er dem der gentager sig. Det lyder måske paradoksalt, men det kommer til at give mening om et øjeblik. Den slags første jeg taler om, er den som jeg har tænkt en del over i den forgangne sommer og som inspirerede mig til at forsøge mig med en blog. Nemlig erkendelsen af hvad det er jeg gør som første når jeg får fri fra arbejde… Det første jeg gør er at… smide min BH. I foråret nåede jeg frem til at følelsen af at have den på er så gennemført træls, at jeg smed den i det sekund, jeg trådte ind over dørtærsklen. Dette ledte til spørgsmålet om hvorfor jeg i det hele taget valgte at taget skidtet på. Jeg mener, ingen med deres forstand i behold ville tage et par sko på, som generede hver dag. Så erkendelsen blev helt at lade være. De, som kender mig, ved at jeg generelt har noget vikingeblod som gør at når temperaturen udenfor kommer meget over 18 grader, så når jeg hurtigt et punkt, hvor det er svært at tage mindre tøj på uden at det bliver upassende. Så løsningen med BH’en – særligt i den sommer vi har haft, var en befrielse. 

Dog måtte jeg hurtigt erkende, ud fra mit eget lille uvidenskabelige studie, at ingen i min omgangskreds eller i min aldersgruppe gør ret meget i det med at være BH-løs. Denne her artikel fra Costume, (https://costume.dk/mode/tendens/alle-stilikonerne-smider-bh-en) lader dog til at vise ,at de kendte gør sig mere i det der med at smide BH’’en – så meget for at være firstmover.

 Samtidig har jeg haft en grinagtig oplevelse af at været gået fra at være en teenager/ung kvinde, som har haft samtlige pushup-BH’er jeg kunne opdrive, for at fremhæve min uanseelige b-c-skål, så virkede det som om at det at være topløs under toppen delte vandene på herresiden. Der var de mænd som sagtens kunne holde øjenkontakt og så var der dem, for hvem en smule synlig nipple gennem toppen slørede deres koncentration. Planen er at jeg vil tage fat i krigen mellem neandertalerhjernen og MeToo-bevægelsen i et senere indlæg. Men erkendelsen af at synlige nipples åbenbart stadig gør noget ved mænd gør, at jeg stadig føler at jeg er nødt til at iføre mig seletøjet efter at jeg er startet tilbage som sygeplejerske. Jeg har svært ved at føle mig helt sikker på at blive set som en professionel af kolleger og pårørende hvis halvdelen af halvdelen af befolkningen mister fokus pga synlige nipples i en blå OUH t-shirt. Så jagten efter et behageligt alternativ er sat ind – indtil videre er kompromiset at det første jeg gør i omklædningen og på mine fridage, er at smide BH’en.

Så nåede vi til det sidste af det første – jeg er stadig ved at lære at sætte bloggen op så den ikke blot er tekst, men også visuel til at holde ud at kigge på. Det tager sin tid.