Kødfars op til begge albuer
Egentlig have jeg et oplæg til indlæg nummer to parat (det er her at det 4. Motorvejsspor i min hjerne begynder at fundere over ordet læg i alle dets former, oplæg, indlæg, udlæg, nedlæg, pålæg, underlig, anlæg… stop… tilbage på sporet). Men nogle gange bliver man så indigneret at der alligevel kommer noget frem som man ikke troede. Det falder egentlig i ret god tråd med det kommende indlæg om opdragelsen af min 7 årige datter, men det giver nok først mening senere. Min mand og jeg har fulgt med i DR’s programserie Manipulator. Det har gennem alle programmerne kunnet fascinere og forundre at vi som mennesker i virkeligheden er så nemme er flytte hen i forskellige retninger. Så programmet som helhed fungerer.
Men… for der jo et men, ellers ville dette indlæg jo være uden betydning, i deres julespeciel toner en ”ekspert” frem og skal fortælle Anne Glad, hvorfor kvinder stadig så ofte får undertøj i julegave. Her er et afskrift af interviewet 17 minutter inde i udsendelsen, https://www.dr.dk/tv/se/manipulator/manipulator-2/manipulator-julespecial#!/17:15:
Anne Glad;”En af klicheerne er jo at mænd giver kvinder undertøj i julegave, men det viser sig jo at den er god nok. Hvad ligger der i den gave, hvorfor er det blevet sådan?”
Mand; ”Jamen altså undertøj som gave til jul har altså flere formål. En af tingene er jo den helt åbenlyse af dem, at manden køber noget undertøj som kvinden aldrig ville gå med til hverdag, fordi han måske godt kunne tænke sig at hende i det”
AG; ”Og det her er netop et af eksemplerne på de storsællerter her op til jul.” *viser en blonde-bodystokking frem*
Mand; ”Ja, den ligner jo noget man godt kunne strikke. Og hvad hedder det øhm, den anden ting der ligger i det er jo også at der tit vil være et behov for, når man har haft en rigtig travl tid, tit så har kvinden stået for rigtig mange af de praktiske ting, for vi mænd er ikke så gode til det og så er det også en måde at signalere til sin bedre halvdel at jeg har også set dig for det som jeg gerne vil anerkende dig for; smuk, dejlig og tiltrækkende også selv om du har stået med kødfars op til begge albuer hele julen og du har løbet rundt og råbt og skreget med en støvsuger så ser jeg dig stadig som en smuk kvinde.”
…Den lader vi lige stå et øjeblik…
Et øjeblik blev jeg i tvivl om programmet havde skiftet til ”Skru tiden tilbage – til 1950’erne”. Imens jeg gjorde det, kom min mand til at grine og pointere at jeg formentlig ikke kunne lade være med at skrive om det… Mænd kan altså ikke finde ud af at praktiske omkring julen? Og kvinder er nogen, som er sovset ind i vrede og kødfars, med en støvsuger i hånden – men hvis bare vi får noget lingeri, vi ikke kunne finde på at gå i til daglig, så glemmer vi at manden ikke kan finde ud af det praktiske.
Jeg tror, ”eksperten” har misforstået, det der med at trække et glemselens slør hen over noget… Kødfars op til begge albuer – min bare r*v.
Hvis lingeri var svaret på alle den slags ting, så ville vores skuffer bugne efter indførelsen af ForældreIntra… Men det er en helt anden snak i et helt andet indlæg
Så selv om jeg ikke er så meget betonfeminist som i 00’erne, så bliver jeg stadig forundret over at man kan møde udmeldinger som denne i den bedste sendetid for ens licenspenge.
A propos licens – så bliver tråden trukket til det oprindelige, kommende 2. indlæg. Læs med når jeg forklarer hvorfor jeg i en periode overvejede at give mine bryster kælenavnet ”Licenserne”.