Licenserne

Som lovet kommer her indlægget om neandertalerhjernen og bryster, eller måske først og fremmest om bryster – neandertaleren får en tur i vridemaskinen senere. Min tanker udspringer til dels fra de oplevelser jeg har haft siden jeg smed BH’en, dels af hele MeToo-bevægelsen og ikke mindst af noget så simpelt som min 4 årige søn. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Min 4 årige søn elsker bryster. Af uransaglig årsager elsker han tilsyneladende mine bryster ekstra meget. Så meget at jeg i en periode overvejede at døbe dem ”Licenserne”, fordi licens er noget vi giver til hinanden – åbenbart. Det er ikke fordi han er langtids-ammebarn eller noget i den dur. Ikke at der er noget galt med det. Men han synes bare at de er voldsomt fascinerende. Så meget at han elsker at ”båtte” dem. Han har præsteret at båtte dem imens vi sidder i sofaen, om morgenen i sengen når han har vækket mig og sågar i Rema 1000 – hvor han også lige skulle kigge ned af min bluse for at se om de var der stadigvæk. Mine bryster render nemlig tit hjemmefra uden mig 🙂 . Sommetider ”kommer han til” at båtte dem så hårdt, at det gør ondt – og hvad gør en følsom fyr så…? Jo han mener da, at de skal have et kram og et møs… altså brysterne, ikke mig. 

Nu er det jo ikke sådan, at han bare har fri adgang, altså at han bare kan båtte løs. Hver gang tager vi en snak om, at det kan man altså ikke bare gøre ved damer (jeps, jeg stoppede lige mig selv ned i kategorien ”damer”, selv om jeg holder mere af ordet kvinder). Alle de her snakke – og der har alligevel været en del, har sat gang i tankerne omkring hvordan man egentlig opdrager en dreng. Min 7 årige pige falder mig meget nemmere at opdrage til at være en ”strong independant woman”, men mere om det i et andet indlæg. Men i de her post-MeToo-tider synes jeg faktisk at det er en udfordring at opdrage en dreng til at være et respektfuldt, anerkendende, på-ingen-måde-krænkende individ. For hvordan lærer jeg ham inden for de næste 10 år at have en tilgang til kvinder, hvor han ikke er så sød og forsigtig og ikke-krænkende, at han blive friendzoned med det samme og heller ikke tromler ned af gaden i en 40 hestes brandert og råber ”fisse!!!!”,  eller kommer til at være lige lidt for frisk til at kysse en pige, som så bagefter føler sig krænket. I en tid hvor store mænd er blevet fældet af gamle sager om en hånd på et lår eller en kvindeundertrykkende udtalelse og tusindvis af kvinder samtidig valfarter i biografen for at se Anastasia Steele for klap i rumpen med et bælte af Mr. Grey, så føles det som en pinballmaskine at sende sin søn ud i. 

For hvem sætter standarden for hvornår noget er krænkende. Og hvordan skal man nogensinde finde kærligheden, hvis man ikke må være lidt pågående. Vi har lagt så meget følen-efter-i-sig-selv og kontrol ned over interaktionen imellem mænd og kvinder, at det virker sværere end nogensinde. Vi har forsøgt at regulere det sidste dyriske i os. Forstil dig hanløven på savannen komme hen til hunløven med beskeden ”undskyld, men jeg finder Dem yderst tiltrækkende og jeg tænkte om De måske kunne overveje, hvis altså De ikke føler Dem krænket af min henvendelse, at lade mig få adgang til Dem bagfra i en naturligvis ikke krænkende og yderst forsigtig tilgang. Hvis dette kunne have interesse så vil jeg gerne bede om Deres skiftlige samtykke, så hvis De sætter poten her”.  I Sverige har de lovgivet sig ind i, at der skal foreligge udtrykkeligt samtykke inden. I Frankrig har de lovgivet omkring catcalling – altså uønskede udbryd eller seksuelle tilnærmelser fra det andet køn, som man føler er krænkende. Og så er vi nået til et af de helt store emner – altså vores trang til at mærke efter i os selv – føler jeg mig krænket? Svend Brinkmann behandler vores mærken efter i os selv i ”Stå fast”. Han pointerer at jo bedre at lægevidenskaben er blevet til at diagnosticere og opstøve sygdomme, fysiske som psykiske, desto mere syge er vi blevet. Det samme er sket i forhold til krænkerkulturen og stressbølgen. Jo mere vi mærker efter om vi føler os stressede eller krænkede af den ene eller anden årsag, desto flere føler sig stressede eller krænkede på egne eller andres vegne. Det er blevet en dans på æggeskaller, som piller det seksuelle spændingsfelt imellem mænd og kvinder, satiren og samfundskritikken, ud af vores fælles kontekst.  

Så tilbage til opdragelsen af den 4 årige. Jeg håber at jeg kan opdrage ham til at mærke efter hvordan ANDRE har det. Min tanke er at hvis man mærker hvordan andre har det, så er det svært at catcalle eller krænke andre. Samtidig skal han have samme mulighed for at blive en ”strong independant man” i samme kaliber som den 7 årige… Mere om det senere.

Selv om dette indlæg er et skrivebordsskuffe indlæg, så er dagen for dets frigivelse meget passende. Det viste sig nemlig i går, at den lille fyr der satte alle de her tanker i gang, tilsyneladende lige glemte at mærke efter i sig selv og finde ud af, hvorvidt det var en god ide at tage 1 euromønt i munden. Det kostede endnu en tur på skadestuen for at sikre, at den i det mindste var kommet ned i det rigtige rør… Så de næste 48 timer venter vi på at han bliver den menneskelige enarmede tyveknægt og ”leverer” mønten tilbage. 

Nogle gange… så tror jeg at jeg har født Emil fra Lønneberg med hans uldede, blonde hår og hans narrestreger.