At blive til nogen

Som tidligere beskrevet så er det en ting at opdrage en dreng i et post-meToo-samfund – det giver helt sikkert noget udfordringer. Noget helt andet er at opdrage en pige… Der er en verden til forskel. Den forandringer der er sket i vores (samfunds) måde at opdrage piger er sket løbende. Det ses i noget så simpelt som Disneyfilm. Fra Tornerose og Snehvide som var afhængige af en prins til at redde dem – endda med et kys som de ikke havde givet samtykke til (De var tydeligvis ikke krænkelsesparate og derfor totalt outdated!), videre til Dronning Elsa, Vaiana og Rapunzel og mange flere som drager ud i verden og bliver selvstændige, modige og fandenivoldske. 

Jeg var selv et stille barn (JO jeg var! Tro det eller ej) – hende der blev placeret ved siden af de urolige drenge, for så kunne jeg vel smitte af og holde styr på dem. Til jeres information, så er det en måde at blive SUPER populær på! Men på en eller anden måde så har jeg fået en pige som er alt andet end stille. 

Hun er en disney-prinsesse af den nye skole. Det er hende, som beder om at få klippet sit lange hår til en page, fordi det er alt for varmt med langt hår. Det er hende som hellere vil have ”bløde” bukser på i skole, når de andre kommer i tylnederdel og strømpebukser. For man kan jo ikke hænge på hovedet i klatrestativet med nederdel på! Hvor nytårsdresset bestod af en sort hættetrøje og bløde bukser og hun absolut ikke gad at have kjole på. Hun er rapkæftet, til tider provokerende, hun stiller indgående spørgsmål og hun er til dato kun det andet menneske i verden, der kan trykke på samtlige af mine pis-mig-af-knapper på samme tid. Det andet menneske er min søster. Og jeg elsker hende for det. For hun stiller krav til min argumentation og ”fordi jeg siger det” er sjældent svar nok. Hun er kærlig og kreativ, omsorgsfuld og insisterende. Der er så meget power i hende…

Så opdragelsen burde vel være let nok. Altså hvor svært kan det være at opdrage en mini-me? Temmelig svært når man i en alder af 7 (og også tidligere end det) har samme krav til sig selv som jeg… Når man allerede da hun var 4 kunne skimte 12 tals-pigen i hende da hun satte sig for at ville lære alfabetet. Så hvor ham den lille bare driver med strømmen og det vigtigste er, at han lærer empati og sympati for at undgå at træde over nogens grænser, er det vigtigste for den store at lære at begå fejl og hvile i at hun nok skal nå det hele. At hun kan holde af sig selv for den hun er og ikke for hvad hun kan. 

Hendes majestæt dronning Margrethe sagde det så fint i sin nytårstale til børnene:

“Det vigtige er ikke, hvordan du ser ud eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er overfor andre – dine venner og kammerater. Hvis man har så travlt med at opnå det bedste for sig selv hele tiden, kan man slet ikke se, hvordan andre har det.  

Man skal give sig tid til at mærke, om en ven er ked af det. Der skal være tid til at forstå, om man har sagt noget, der sårer en anden, eller har drillet for meget. Så må man se at få det gjort godt igen.

Det gælder ikke bare for børn; det skal vi voksne også lægge mærke til.

Det øger tilliden, når vi mødes menneske til menneske og taler med hinanden”. Dronning Margrethe

På samme måde som det er vigtigt at være god ved andre, så er det også vigtigt at vi lærer os selv at være gode ved os selv, uanset hvad vi har opnået eller vores resultater. Vi må og skal lære at finde en anden måde at måle hinanden på – lad os starte med venlighed og i omsorg for andre.

Endnu har hun ikke været konfronteret med kropsidealer (mere om dem i et kommende indlæg) og de tests der har været i skolen, er foregået som en leg. Men jeg gruer for dagen, hvor hun opdager og ikke mindst føler at hun skal måles og vejes op mod andre og op mod sig selv. Det bliver hårdt arbejde at holde min lille valkyrie fast i at hun har værdi præcis som den hun er.