En frygtelig kvinde

I efteråret gik jeg mig en tur. Okay, det var måske lidt længere end en tur. Jeg pakkede min rygsæk med de mest nødvendige ting – små 23 kg og fik familien til at køre mig til Hald Ege i Midtjylland og så gik turen sydover af Hærvejen en 70-80 km. På facebook kom der en serie opslag ud om stemningen, landskabet og de mennesker jeg var tvunget til at overnatte i shelter sammen med. 

En af bevæggrundene for at tage turen alene var dels en styrkeprøve med mig selv – ville jeg kunne finde ud af at klare mig selv i 4 dage, vandrende fra shelter til shelter med ”mit hus” på ryggen. En anden bevæggrund var at finde ud af, om jeg kunne holde mit eget selskab ud. Jeg er fra tid til andet blevet konfronteret med, at jeg er meget hård i min tone til andre mennesker. Så vidt jeg husker er jeg blevet konfronteret med ordene ”at min tone er så hård at den dræber lysten til at være sammen med mig” – den slags konfrontationer har det med at lagre sig i én. 

Hvorfor kom jeg så til at tænke på det netop i dag… fordi det er sket igen. Denne gang ikke i ord, men handlinger. Det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at være et rarere menneske. Jeg er oven i købet begyndt at alliere mig med andre mennesker til at læse opslag, mails, de her indlæg og andet igennem for at finkæmme den største møgkællingetendens ud af det. 

Erkendelsen må være at jeg ikke umiddelbart kan laves om. Derfor må jeg i stedet søge på en forklaring på hvorfor jeg er som jeg er… eller bruger den retorik som jeg gør. Det er ikke kønt, men måske det i det mindste kan bringe mig til en accept.

Jeg har kogt det ned til to ord – tror jeg. Passion og forventninger. Som jeg nævnte i omslaget om det store barn så er hun nok præget af en mor som har (for) høje forventninger til sig selv. Som er sin egen værste fjende til tider. Så de ord jeg bruger mod andre måske i virkeligheden er den pæne udgave af de ord jeg bruger imod mig selv. 

Passion – det hænger vel i virkeligheden sammen med forventningerne. De ting jeg giver mig i kast med at med liv og sjæl som indsats, uanset om det er arbejde eller fritid. Velvidende at når man brænder så meget for ting, så er der altid en risiko for at brænde ud. Det der sker nu er at jeg brænder igennem, tror jeg. Altså er der en risiko for at folk brænder sig på mig, fordi jeg bruger den retorik, jeg gør når jeg brænder for noget. Kun tiden kan vise om jeg blive ved med at brænde igennem, brænder op eller brænder ud.

Tilbage til starten… vandringen i efteråret gav noget ro i hovedet og kroppen som jeg tænker at jeg har virkelig godt af, og som i kombination med den eminente sommer har holdt min vinterblues på afstand. Ja, den kan godt rive lidt når man igen bliver konfronteret med at man er en eller anden grad af forfærdelig at være sammen med. Men i en af mine yndlingssange er sætningen (og det er her det blive småklichéagtigt) ”It’s always darkest before the dawn” – mon ikke snart at solen står op så jeg kan komme ud og gå en tur igen. Planerne er i støbeskeen.