At blive til nogen
Af frygt for at dette indlæg bliver lidt for meget ananas i egen juice, vender jeg lige det hele lidt på hovedet og fortæller om min sportslige karriere. For som mange nok ved, så har jeg aldrig været den store sportskvinde. Min erfaring indenfor eliteidræt afgrænser sig til 2 sæsoner som håndboldspiller. Vel og mærke på et mix-hold i sæsonen ’90-’91 og ’91-’92 – altså den gang jeg var en 6-7 år gammel. Den stående joke i familien var, at jeg blev trukket ud derfra hovedsagligt af grunde som skyldtes mit totale fravær af boldøje. Det hører med til historien, at jeg i mine gemmer har fundet en dagbog, der beskrev at jeg i 1993 blev udstyret med et par colabunde i ansigtet. Colabunde, som afslørede at træet uden for mit vindue i klasseværelset, ikke var ligesom man tegner træer, men at man rent faktisk burde kunne skelne bladene fra hinanden… det var også i 1993 at jeg blev i stand til at se at McDonalds-logoet var et M. Så måske er Danmark gået glip af alletiders fantastiske håndboldspiller – alene fordi jeg var mere blind end en muldvarp. Måske er jeg virkelige bare ualmindelig piv-ringe med en bold.
Nå, men hvorfor al den her snak om sport? Og hvad har det i øvrigt med bloggens øvrige indhold at gøre. Og hvor kom det med ananassen i juicen ind i billedet.
Det er affødt af DR1’s udsendelse om de danske svømmepiger som blev sendt mandag aften. En udsendelse der afslørede at det åbenbart var de danske landstræneres taktik at veje svømmerne offentligt, nedgøre dem, kalde Sidse Kehlet for Fede-Sidse og kalde dem fede elefanter. Skeletterne lader til at vælte ud af skabet.
Det står i så skarp kontrast til den fritid jeg selv endte med at have, når nu håndboldtalentet ikke rakte, den fritid som jeg stadig er en del af og den fritid jeg forsøger at give videre til mine egne og andres børn. For der er ingen krav til hvordan du ser ud når du er FDFer (eller spejder, for den sags skyld), der er ingen krav til at du kan løbe stærkt, ramme en bold, kaste en bold eller noget andet atletisk. Der er ingen træner som kræver at du spiser mindre, vejer mindre eller træner hårdere. Kravene er helt nogle andre… at du samarbejder bedre, at du er en bedre ved andre, at du giver mere plads til at du er som du er og andre er som de er.
Vi har så travlt med at vurdere vores børn og hinanden. Vi tester dem, vejer om de er gode nok i skolen, er de gode til at læse, hvordan er vores PISA-score sammenlignet med de andre nordiske lande? Vi tester dem på tests, som giver forkerte resultater, vejer dem op imod hvorvidt de forstår ord, som voksne finder uforståelige.
Alt imens dette indlæg har været undervejs, er det væltet ud med spiseforstyrrede unge fra elitesportens rækker. Unge som er skolet i, at for at være den bedste, skal du være i kontrol – fuldstændig kontrol, også med hvad du spiser og hvad du vejer. Det giver den endegyldige følelse af, at der er for lidt fokus omkring os på at vi skal være gode til at være nogen – alt fokus er suget over på at blive til noget.
Min ældste går til springgymnastik – hun er 7 år og stadig ikke fokuseret på hvad man spiser, hvordan man skal se ud eller hvor meget man skal veje. Hun synes bare stadig det er sejt at blive større og i hvert fald veje mere end sin lillebror. Endnu er gymnastikken for hende uden konkurrenceelementet. Det er særligt den del der kan være svær at forstå for en som har brugt det meste af sit liv i frivilligt arbejde, som ikke har mange konkurrenceelementer. Jeg forstår det ikke – jeg kommer måske ikke til det.
Så tilbage til ananassen i egen juice – jeg siger ikke at vi skal stoppe al eliteidræt, sætte os i en rundkreds og synge kumbaya, men balancen er vigtig. Balancen mellem at blive til nogen og blive til noget. De sidste år er jeg blevet mere opmærksom på at det er det, jeg føler jeg gør når jeg til er FDFer og har mine ugentlige møder med mine FDF-børn. Altså tilbyder dem rum til at blive til nogen, uden pres og vurderinger, men bare til at være dem selv. Hvis det gør mig til en ananas i egen juice, så er jeg det gerne.
Tiden nærmer sig der hvor jeg skal finde ud af om jeg vil gøre alvor af min trussel mod mig selv og bade topløs på stranden. Om ikke andet så en enkelt gang bare for at sige at det ikke gør nogen forskel. Eller i det mindste for at se om det gør det… Jeg er sikker på, at der ligger et indlæg gemt der.
